Laila er en romantisk sjæl, hvilket afspejler sig i hendes værker, hvor hjerter og kysseklare piger sniger sig ind. Desuden har hun en smittende latter, som hun ofte beriger sine omgivelser med.
Laila arbejder altid meget koncentreret og har mange ideer, som hun målrettet arbejder efter. Hun fabulerer frit og har lavet mange spændende og flotte værker i keramik, perleplader og på papir med blandt andet farvekridt og tusch.
Jane er Kunstskolen Snurretoppens Maler. Med kæmpestort M.
Jane fordyber sig i sit billedarbejde fra hun møder ind og til hun går. Hver eneste dag. Med god musik i øregangene lægger hun lag på lag på lag af tape og maling – og hvad, der ellers er inden for rækkevidde – i sin helt egen og meget personlige verden, hvor dyr, huse og mennesker gengives abstrakt, men alligevel genkendeligt.
Uanset hvilke materialer, Jane præsenteres for, går hun bare i gang, fylder billedfladen ud med cremefraiche-tyk maling eller bygger skulpturer af legetøj, små flasker, pinde, gamle slik-beholdere, som hun limer sammen og derefter bemaler.
Jane har været elev på kunstskolen siden sommeren 2015.
Udstillinger:
Galleri Art Kaarisilta, Helsinki, 2022
Uden filter, Uhresalen, Hinnerup 2021
Kunstskolens sommerudstilling 2016,17 og 18 Sund By Butikken, Horsens 2017
Andreas bygger sindrige, komplekse – og ofte bevægelige – værker med mange tanker bag, og han er samtidig en meget talentfuld tegner. Andreas startede på Snurretoppen august 2024, og vi glæder os til at se ham udfolde sine mange talenter.
Viktor er virkelig god til meget præcist at gengive det, han ser – uanset, om han tegner efter et foto eller efter noget, han ser i virkeligheden. Viktor har i mange år været optaget af film- og tegneseriefigurer, så da han startede på kunstskolen, var det inspirationen til mange af hans værker.
Siden har Viktor fordybet sig i portrætter af både familie og kendte personer, som han tegner efter fotos med Neocolor-kridt. Han er også en mester til croquis, hvor han langsomt, men uden tøven, tegner figuren op med sin sikre streg.
Viktor startede på kunstskolen efter sommerferien 2022 efter at have været i praktik flere gange.
Simon er en skarp iagttager og vældig skrap til at tegne.
Vi ser mest ryggen af Simon, bøjet over bordet og optaget af arbejdet med sine flotte værker.
Simon er fascineret af et helt særligt univers med insekter, øgler og dyr. Simon lader sig nemt inspirere af forskellige teknikker, og går altid sikkert og målrettet i gang med at tegne eller konstruere med stor grafisk sans og et usædvanligt overblik.
Hans er blind, men det begrænser ikke hans skaberevne. Når Hans arbejder i ler eller når han tegner og maler, besidder han en utrolig tålmodighed og vedholdenhed.
I tegningerne bruger han ofte en skabelon, han selv har modeleret til at tegne omkring. Denne form kan han placere mange steder i billedet og gentage i det uendelige, så en fortættet stemning og mørkhed opstår.
Hans´ værker udstråler en meditativ ro eller indre abstrakt natur.
Hans har gået på skolen siden 2008
Vigtige udstillinger:
Art Kaarisilta, Helsinki, 2022
Kaarisilta Biennale, Lahti, Finland, 2021
Outsider Art Fair Paris 2018
“Black & White, Outsider Art Gallery, Amsterdam 2017
“Uden Filter”, Hinnerup Kulturhus 2017 + 21
COAG, Galleri for Outsiderart. København, – har altid værker af Hans